Referat fra seneste forbrugermøde
Referat fra forbrugermøde i REFA Stubbekøbing Fjernvarme A/S
Den 23. april 2024 kl. 19.30 blev der afholdt forbrugermøde i Stubbekøbinghallen, Gl. Landevej 1, 4850 Stubbekøbing.
Fra REFA deltog:
Henning Tønning
Muj Berisha
Erik Thorsen
Mette Suhr Stoffregen
Morten Nielsen
Steven Lambert
Lars Rasch
Der var mødt yderligere 9 forbrugere op til mødet.
Mødet blev indledt med, at formand for bestyrelsen i REFA Horbelev Fjernvarme A/S, Henning Tønning, bød de fremmødte velkommen, hvorefter han præsenterede deltagerne fra REFA.
Henning Tønning foreslog Lars Rasch som dirigent.
Lars Rasch blev herefter udpeget som dirigent.
Lars Rasch orienterede om aftenens program herunder formålet med forbrugermødet, som er at orientere forbrugerne om
- Værkets drift
- Selskabets overordnede planer og større projekter for det kommende regnskabsår
- Nye takster
- Vælge brugervalgt medlem af selskabets bestyrelse samt en suppleant
Forbrugerrepræsentant Erik Thorsen fik herefter ordet og orienterede yderligere om det forløbne varmeår.
Det blev oplyst, at der nu er 840 forbrugere tilsluttet fjernvarmenettet. Der er et godt samarbejde i bestyrelsen og med REFA generelt.
Såfremt man har kendskab til husstande uden fjernvarme, som kunne være interesserede i at få det må man endelig sige til, idet det er til gavn for både nuværende forbrugere, og den som bliver tilsluttet. 46 nye huse + et fælleshus skal tilsluttes.
Værket kører rigtig godt blandt andet takket være en stor indsat fra driftspersonalet.
Flis er blevet dyrere og derfor er man i bestyrelsen meget opmærksom på, om der kan være andre energikilder, som helt eller delvist kan bidrage til forsyningen, herunder solpaneler. Der arbejdes også med tanker om en elkedel. Forbrugerene er velkomne til at komme med forslag.
Flisen er fortsat relativt nem at få fat på, men prisen er stigende på samme måde som det generelle prisniveau. Disse prisstigninger betyder, at man også har måttet hæve fjernvarmeprisen med 10 % i 2024. Stigningen for et standardhus på 130m2 svarer til en månedlig stigning på 143 kr., hvilket giver en årlig varmeudgift for standardhuset på 18.867 kr.
Herudover var der drøftelser vedr. utilstrækkelig nedkøling, herunder forslag om tilskyndelse til bedre afkøling og om anvendelse af data vedr. ejendomme med utilstrækkelig nedkøling.
¤
Derefter skulle der vælges 1 forbrugerrepræsentant til bestyrelsen, idet Erik Thorsen var på valg. Erik Thorsen havde på forhånd meddelt, at han modtog genvalg, og da der ikke meldte sig andre kandidater, blev han valgt med akklamation.
Herefter skulle der vælges 2 suppleanter.
Per Johansson havde på forhånd meddelt, at han modtog genvalg, og han blev genvalgt.
Endelig var der valg af endnu en suppleant for en 1-årig periode, idet suppleanter vælges for en 2-årig periode, men de vælges normalt forskudt af hinanden med 1 år. Der stillede 2 kandidater op. Kandidaterne fik lejlighed til at præsentere sig, hvorefter der blev uddelt stemmesedler til de 11 fremmødte, som havde stemmeret. Der blev afgivet 11 gyldige stemmer – 7 på Connie Nielsen og 4 på Søren Nettestrøm. Connie Nielsen blev derfor valgt.
Henning Tønning sluttede med at takke for fremmødet.
Forbrugermødet blev afsluttet ca. kl. 20.30.